Kennel Svishave

Kleiner Münsterländer


28. november 2015

Så er alle hvalpene flyttet ud til deres nye ejere, og vi har hørt positivt tilbage fra alle. Køreturen til de nye hjem er gået fint, og på de billeder, videoer og beskeder vi har modtaget, ser det ud til at alle har det godt og trives i deres nye omgivelser. For Bine og Baltos vedkommende er mødet med deres nye søskende også gået godt, og vi har set eksempler på både tovtrækningsleg og deling af soveplads. Vi siger tak for de mange positive tilbagemeldinger - det varmer!

Hos os er det også så småt ved at blive hverdag igen. Vi har endnu ikke pakket hundegården sammen, så Bina og Baya tager nogle hyggestunder i den. Aura ser ud til at nyde, at der er blevet lidt mere stille, og hun og Baya er ved at lære hinanden at kende.


17. november 2015

Nu er der ikke mange dage til hvalpene fylder otte uger, og de sidste praktiske ting er i gang. I søndags blev hvalpene chippet, de har fået den sidste ormekur, har fået klippet negle, og de har også været ude at køre bil. På torsdag skal de til dyrlæge til sundhedstjek og vaccination.


Udover chipning og køretur var der også travlhed i weekenden. Der var masser af gæster, fra Laurits på to år til Tilde, en fem måneder gammel korthåret hønsehund, som meget gerne ville lege med hvalpene, men som nok alligevel var lidt for stor!


Vi benyttede os af, at vi på et tidspunkt var nok til at mandsopdække hvalpene og tog dem ud på marken ved siden af huset. Det syntes de var vældig spændende med masser af nye dufte, halvhøjt græs og vandpytter!




9. november 2015

I går blev hvalpene præsenteret for en hare, noget de alle syntes var vældig spændende. Det gode vejr i weekenden har også givet mulighed for et par opdagelsesture i haven, hvor floraen er blevet grundigt undersøgt.



6. november 2015

Hold da op, der er gang i de hvalpe! De er blevet meget sikre på benene, og ekstremt hurtige til at flytte sig fra A til B. Nogen gange kan det være en udfordring at komme ud af en dør, hvis en lille nysgerrig hvalp har besluttet, at den vil på opdagelse i et tilstødende rum!

Vi kører et fast skema med mad fire gange om dagen på bestemte tidspunkter, derefter en tur i haven og besørge, og til sidst 'fri leg' i vores køkken-alrum i en halv time til tre kvarter. Så er hvalpene trætte (og det er vi også!). Men hvor er de sjove at se på, der kommer mange grin i løbet af fri leg. 

Som regel deltager Bina også i fri leg. Efter at de har fået lidt mælk, nusser hun om dem og hygger sig med dem. 

Vi har lagt en ny video op med fri leg - og der er lidt mere fart over feltet end i den forrige. Se den her.





1. november 2015

I går fik hvalpene græs under fødderne! For første gang kom de udenfor, og det var en oplevelse, de alle tog med en naturlig nysgerrighed og forbløffende roligt. Dejligt! 


Vi kan også godt mærke på hvalpene, at energikurven er stærkt opadgående, når der er fri leg. De har gang i havehynder, papkasser, mors kurv og madskål, tov, diverse små bamser og sidst men ikke mindst - en rævehale. Netop rævehalen er et meget eftertragtet trofæ, som de alle ynder at 'give en omgang tæsk'. Og kæmpe om!


Ellers går det også hårdt ud over mors hale, som er blandt favoritmålene i øjeblikket. Her bliver de dog sat venligt, men bestemt på plads! 



25. oktober 2015

Det har været en travl uge med masser af gæster - i alt 19 forskellige voksne og børn har besøgt os de seneste fem dage. Der er gang i socialiseringen!

I dag har hvalpene fået udvidet deres rammer. De er flyttet fra køkkenet og ind i stuen og har samtidig fået en hel 'kravlegård' at boltre sig i. Det er jo dejligt!

Efter måltiderne er der indført 'fri leg', hvor hvalpene får lov til at løbe rundt på gulvet i vores køkken-alrum. Se et lille klip fra fri leg i går aftes her.







18. oktober 2015

Så kom dagen, hvor hvalpene fik deres første måltid hvalpefoder. Nogle kastede sig over det med det samme, mens andre var mere tøvende. Men fra at ligge pænt på tre små tallerkner, blev foderet hurtigt fordelt ud over det meste af hvalpekassen, og det så ud til, at den slags mad skulle hvalpene nok hurtigt vænne sig til!

Bina så lidt skeptisk til, mens hvalpene spiste, og da hun efterfølgende hoppede op i kassen, var der nu alligevel pæn søgning i 'baren'. Men da det måltid var slut, blev der meget stille i kassen - alle sov, mætte og tilfredse.

Vi har nu fundet nye hjem til alle hvalpene. To tæver bliver på Fyn - den ene her hos os, mens de øvrige fire hvalpe flytter til Jylland.



15. oktober 2015

Nu er hvalpene begyndt at blive bevidste om hinanden, og det giver anledning til mange sjove oplevelser. Er man hurtigt færdig med at spise, kan man gå til angreb på en række af haler, mens ens søskende ligger og dier. Eller man kan prøve, hvor langt man kan stikke hovedet ind i hinandens gab. Eller kaste sig frygtløst - med en let knurren - mod en af de andre i en opfordring til leg. Eller brydes. Eller ...




12. oktober 2015

Nu har alle hvalpene fået øjne, og de er også begyndt at gå rundt, selv om det endnu er med noget usikre skridt. Men når mor kommer op i kassen, kan de godt få fart på i kampen om de bedste pladser ved mælkebaren. Og når baren er tømt, så er man altså træt!


Vi har også i dag haft de første barselsbesøg, og så er det jo hyggeligt at der er lidt aktivitet i hvalpekassen.


En lille smagsprøve på hvalpenes evner i både gang og sang kan ses under Billeder-Videoer, her.



7. oktober 2015

Så er hvalpene ti dage gamle, og de vokser fint. Endnu går det meste af tiden med at spise og sove - lidt bjergbestigning kan det dog også blive til. Men det er nok bare stilheden før stormen!


Nu går vi og venter på, at de lukker øjnene op, hvilket nok vil ske indenfor de næste 3-4 dage. Piloten er allerede så småt begyndt at rejse sig op på benene - en fremmelig ung herre!





28. september 2015

Bina fødte i går fire tæver og to hanner. Lørdag aften blev hun urolig, og hun holdt Ib vågen det meste af natten. Den første hvalp kom kl. ni søndag morgen, den sidste kl. halv tre. Alle hvalpene vejede mellem 350 og 410 g, så størrelsesmæssigt er det - indtil videre - et meget harmonisk kuld. Mor og hvalpe har det godt. 









Storesøster Aura synes det er lidt mærkeligt. Hvorfor ligger mor oppe i den der kasse hele tiden? Og hvad er det for nogle underlige små pibende væsener, der ligger der sammen med hende? Det finder hun nok snart ud af!



24. september 2015

Så er hvalpekassen kommet frem, og efter at have kigget på den i et par dage har Bina nu taget den til sig. Hun er blevet temmelig rund, men ellers er hun frisk og nyder stadig sine daglige ture. Nu venter vi bare på, at hvalpene er klar til at komme til verden - sandsynligvis midt i næste uge. 




22. august 2015

Bina blev scannet i går, og der er hvalpe i hende. Dyrlægen kunne umiddelbart se fire hvalpe, og han fortalte, at som regel kan de ikke se mere, men derfor kan der godt være 10 eller 11 (vi satser på et sted midt i mellem!). Så nu kan vi rigtig begynde at glæde os.


31. juli 2015

Bina er blevet parret med Karlo vom Grenzwall. 

Da hun kom i løbetid midt i uge 29, tænkte vi, at det var perfekt timing! Vi skulle holde ferie i Harzen i uge 30, og så kunne vi køre direkte over til Karlo bagefter. Men nej. Blodprøverne, vi fik lavet i Tyskland, viste at hun slet ikke var klar, så vi måtte køre hjem til Danmark. I mandags fik vi taget en ny blodprøve - det var stadig for tidligt. Onsdag morgen sagde dyrlægen til gengæld, at 'nu er det nu', og halvanden time senere sad vi i bilen med kurs mod Tyskland. Bina blev parret onsdag og torsdag, og så gik turen atter mod nord. 




30. maj 2015

Aura var i dag til sin første DJU apporteringsprøve, arrangeret af DMK Fyn. Hun bestod med 30 points og blev bedste hund.


19. april 2015

Bina skal parres med Karlo vom Grenzwall, når hun kommer i løbetid til sommer. 

Vi har aftalt med Karlos ejer, at vi forsøger endnu en parring mellem Bina og Karlo. Karlo er en meget spændende hanhund med gode resultater og et dejligt temperament - en hanhund, som matcher godt til Bina. 

Læs mere om Karlo og hvorfor vi har valgt ham under Parringer.




19. marts 2015

Svishaves Asta deltog i forrige weekend i DKK Kreds 5's Forårsskue som en af i alt 212 hunde. Hun blev bedste kleiner, vandt gruppe 7, Stående Jagthunde, og gik videre til Best in Show. Her måtte hun dog se sig slået af de mere udstillingsvante hunde, der både havde lært at gå pænt og havde lokkerne sat op til narrestreger!

Stort tillykke med det flotte resultat til Asta, Jette og Jan.


8. marts 2015

Bina er blevet scannet, og det har desværre vist sig, at parringen i januar med Karlo vom Grenzwall ikke har resulteret i hvalpe. Vi er naturligvis meget skuffede, da vi føler, vi havde fundet en spændende hanhund med gode brugsegenskaber og et dejligt temperament. Og ikke mindst en hanhund, som matchede godt til Bina.

Gennem arbejdet med at finde Karlo er vi også blevet bevidste om, hvor meget godt avlsmateriale, der findes syd for grænsen. Der er ingen tvivl om, at vi vil tage de muligheder med i betragtning næste gang, vi skal have hvalpe.


           

Se nyhedsarkiv for 2014 her.

Se nyhedsarkiv for 2013 her.

Se nyhedsarkiv for 2012 her.