Kennel Svishave

Kleiner Münsterländer

18. november 2018

Så er der hele tre hunde fra Svishaves B-kuld på DMK's hvalpeliste. Udover vores egen Baya, skal også Svishaves Bine og Svishaves Balto indgå i avlen.

Baya skal parres med Amir, læs mere under Parringer

Bine skal parres med Artos Von Westfalen, og Balto skal parres med Chili, som ejes af den opdrætter, som vi købte vores første hund Bina af. Bina er mor til Baya.

Alle tre hunde fra Svishaves B-kuld og de tre hunde, som de skal parres med, er testet fri for ektopiske ureter.

Susanne har netop i denne weekend været på DKK's Opdrætterkursus, så nu har vi begge teorien i orden! Det bliver et spændende 2019!




30. september 2018

Så har vi fundet den hanhund, som Baya skal parres med, når hun kommer i løbetid til februar. Valget er faldet på Amir, DK05867/2013, i det daglige kaldet Cato.

Vi var i søndags oppe og hilse på Cato og fik et meget positivt indtryk af ham. Han var meget kontaktsøgende og med et roligt temperament. 

Læs mere om Cato og hvorfor vi har valgt ham under Parringer.

Både Baya og Cato vil blive testet for ektopisk ureter inden parring.


8. september 2018

Det har været en god sommer for hvalpene fra Svishaves B-kuld. Ved DMK's jubilæumsweekend i slutningen af juni bestod Balto og Baya ræveslæbsprøven. Ved samme arrangement fik Balto og Bine excellent på udstillingen.

Senere på sommeren bestod Bine DJU's apporteringsprøve, og Baya bestod DJ's udvidede apporteringsprøve (ræv-kanin) med 224 points. I denne uge har Balto været på markprøve to gange og har fået en 2. og en 3. præmiering. Stort tillykke til de dygtige hunde og deres førere.

Bine skal parres til januar med Artos Von Westfalen, se mere her. Det er ca. en måned før Baya skal parres, så det bliver et spændende forår! Artos er testet EU-fri, og både Bine og Baya vil naturligvis også blive testet, inden de indgår i avlen. Det samme gælder for den hanhund, vi vælger til Baya, vi mangler dog stadig at få de sidste detaljer på plads.



Svishaves BIne


13. maj 2018

Vi forventer at parre Baya i foråret 2019. Vi har endnu ikke lagt os fast på en hanhund, men vi har flere spændende emner i kikkerten. Vi vælger med stor sandsynlighed igen en udenlandsk hanhund, da vi ønsker at medvirke til en større bredde i den danske avl.

Nærmere info kommer her på siden, når vi har fundet den rette hanhund.